Kreds 150 - en del af Danmarks Lærerforening

Medlemsbrev 2 - 2025

29. januar 2025

En formand takker af

Tak 


Kære medlemmer, kære kollegaer.


Efter et langt arbejdsliv har jeg valgt at stoppe mit fantastiske arbejdsliv og give stafetten videre til yngre kræfter. Mit politiske arbejde for jer er nået til vejs ende.  


I alle årene har der ikke været en eneste dag, hvor jeg har været ked af at tage på arbejde. De første 32 år var jeg ansat på Hjallerup skole, også med fagpolitisk arbejde som en vigtig del af jobbet, indtil jeg i 2012 blev valgt ind i kredsstyrelsen. Det var noget af en ilddåb at få, og man kan næppe give mig skylden for, at vi i 2013 røg ud i en konflikt, der ikke var set magen til tidligere, og som har kastet lange skygger over vores forening. 


Lærerforeningen blev med lockouten og Lov 409 sat ud på et sidespor, men jeg har altid haft den tilgang til arbejdet, at indflydelse ikke er noget man får, men noget man tager. Og indflydelse vil jeg have. 


Jeg har gennem alle årene insisteret på, at via samarbejde kommer man længst. De resultater jeg i fællesskab med andre har skabt, har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi gennem dialog og tillid har fundet frem til fælles løsninger. Det er den tilgang, der har fungeret bedst for mig. 


Jeg har altid nydt at møde jer, enten ved at komme rundt på skolerne helt ude i undervisningen eller til fagligklub-møder, hvor jeg dels har set, dels har hørt jer fortælle om den virkelighed, I står i. Også fagligklub-møder med jer på PPR og UU har givet mig indsigt i jeres arbejdsområder. Det er den viden, jeg har fået gennem samtaler med jer, jeg har brugt i samarbejdet med andre, også i de mange forhandlinger, jeg har haft med kommunerne.


De seneste ni år som formand har været et privilegie, men det har også fyldt en stor del af mit liv. Jeg videregiver en velfungerende kreds. Vi har det seneste år brugt meget tid på den daglige drift, fordi vi løbende har skåret ned på kredsens udgifter. Desuden har en stigning i de mange enkeltsager fyldt en del i hverdagen. Men vi står et godt sted. Der er god medlemsopbakning, og vi har et godt samarbejde med vores samarbejdspartnere.


Jeg vil gerne rette en særlig tak og anerkendelse til vores tillidsvalgte for det fantastiske arbejde, I gør hver dag. I er det bånd, der binder vores kreds sammen med medlemmerne, og I er også med til at skabe et stærkt fællesskab blandt medlemmerne. Jeres indsats er med til at sikre gode og rolige arbejdsforhold. Det har jeg altid værdsat højt. 


At være formand for Midtvendsyssel Lærerkreds har været et spændende og særdeles vigtigt job, som jeg har været beæret over at få lov til at stå i spidsen for igennem så mange år. Jeg har mødt utrolig mange søde og rare mennesker, der alle har dedikeret deres liv til jobbet, og de elever, de brænder så meget for. 


At folkeskolen er den vigtigste samfundsbærende institution, vi har, er jeg slet ikke i tvivl om. Derfor skal den være god, og den skal vælges til af flertallet af forældre. Når folkeskolen er bedst, så er den uovertruffen, den kan lære, den kan berige, den kan danne. Den kan løfte, ikke kun de få, men alle.


Tak for jeres tillid gennem mange år.

 

Kirsten